De Islandske Sagaer 

Indtil midten af 800-tallet har den ret så isolerede ø Island været mennesketom. Omkring 870 klarede norske Harald Hårfager at samle størstedelen af Norge til et rige. På det tidspunkt er Norge ret så overbefolket hvis man tager deres infrastruktur i betragtning, og desuden er mange høvdinge utilfredse med at Hårfager har magten.

        Af disse årsager vælger mange Nordmænd, skønnet i omegnen af 30.000, at udvandre til Island. Når der i begyndelsen af 900-tallet er opstået en stabil islandsk nation, så er det en nation uden en konge eller anden form for ledelse. Derfor opstår der mange konflikter mellem slægter og mange hoveder bliver kløvet i blodhævnens navn.

 

Man opretter dog Altinget, som er et årligt møde mellem de lokale høvdinge. Her kunne man løse slægternes stridigheder - eller skabe flere af dem. Men ligesom de norske og danske vikinger kun var i stand til at skrive simple sætninger på runesten, så var det heller ikke de islandske vikinger selv der skrev sagaerne.

       Det var flere hundrede år senere, mest i 1200- eller 1300-tallet, at sagaerne faktisk blev skrevet ned. Siden da havde de levet i folkemunde. Deraf navnet saga - som før i tiden betød "at sige" på islandsk.